15.2.07

Smagsdommerne

Jeg er vild med, at DR2 med mange af sine programmer kan få mit pis i kog. Jeg kan kun tage 3 kanaler, men jeg kunne i virkeligheden godt undvære en af dem. Nå, anyways, jeg har altså lige set smagsdommerne med et panel bestående af Ivar Gjørup (forfatter og tegner af Egoland), Mikael Jeppesen (bagsideskribent på Xtra-bladet) og en Anne-Grethe Bjarup Riis, som jeg ikke før var bekendt med.

Emnerne for dagens domme var den nye film om hele Jørgen Leth postyret, som hedder "Sanselighedens pris"; et nyt (jeg forstår, at der har været et tidligere) show på Bellevue teatret af brødrene Lund Madsen; en roman baseret på virkelige, dramatiske hændelser i Sverige, som hedder "Lasermanden" og endeligt en kunstudstilling i Aarhus af en vis Poul McCarthy, som efter sigende skulle være verdenskendt.

Da jeg ikke har været udsat for nogen af de ovenstående kulturelle tilbud, kan jeg af gode grunde ikke så godt forholde mig til, om jeg er enig med de enkelte dommeres bedømmelser, men det afholder mig nu ikke fra at finde programmet stærkt underholdende. Og det afholder mig så absolut heller ikke fra at danne mig -stærke- meninger om de enkelte smagsdommere.

Det første de skulle diskutere, var som sagt det nye show af Brdr. Lund Madsen. Smagsdommerdebutanten, den fom mig ukendte Anne-Grethe Bjarup Riis, fik lov til at lægge ud med sin bedømmelse, som var meget uforbeholden begejstret. Det, jeg har hørt om Brdr. Lund Madsens tidligere show fra folk, jeg kender, samt hvad jeg generelt kender til dem, får mig til at skyde på, at min mening sandsynligvis også ville være positiv, så der var for mig at se intet kontroversielt ved hende mening. Derimod overraskede Jeppesen mig ved at være meget entydig i sin nedsabling af showet. Jeg må indrømme, at jeg aldrig har fulgt med i mandens bagsideskriverier i Ekstrabladet, men jeg antog -tilsyneladende ganske fejlagtigt- at han var sådan en slags folkelig, sjov mand i stil med Urbans panel af standupbagsideskribenter. Derfor var min første indskydelse, at hans holdning var udtryk for en slags provokation, som mere var beregnet på at overraske (som den jo gjorde), og på at sætte ham i centrum, end den egentlig var udtryk for hans stærke mening. Først senere i programmet gik det op for mig, at manden åbenbart er et snobbet, reaktionært røvhul, som absolut ikke har sin mening for at provokere, men som tværtimod indtager et komplet forudsigeligt, ufarligt standpunkt til alting. Mere om det senere. Ivar Gjørup var den sidste til at sige noget, og hans mening om showet placerede sig mellem de to førstes, dog langt mere positiv end negativ. Der var for såvidt ikke noget spændende ved hans holdning.

Det næste emne var det, som virkeligt fik sindende i kog. Indrømmet nok mere mit end dommerne i studiets. Det handlede om "Sanselighedens Pris", der, som jeg forstår det, er en film der er skabt dels som en undersøgelse af de betingelser, der udløste den uforholdsmæssigt store mediestorm i kølvandet på Jørgen Leths bog "Det Uperfekte Menneske", dels som en mulighed for Leth selv til at komme til orde og give sin mening om hele misèren til kende.

Jeg så en omtale af samme film i Deadline (også på DR2) forleden, samt et interview med skaberen af filmen, Jørgen Leths ven Jørgen Flindt Pedersen. Min sympati i debatten har -indrømmet- hele tiden ligget på Jørgen Leths side, og det eneste, jeg er blevet forarget over, har været andre menneskers forargelse over Leth. I Deadline redegjorde Jørgen Flindt Pedersen for sin påstand om, at det var et triumvirat af Politikens chefredaktør Tøger Seidenfaden (som jeg i mange andre henseender er fan af), Ekstrabladets ansvarshavende ditto Bent Falbert, samt KVINFOS direktør Elisabeth Møller Jensen, som i fællesskab korsfæstede Jørgen Leth i den offentlige debat.

Anyways... Som kunstværk betragtet var der så vidt jeg huske ikke nogen i dommerpanelet, der havde meget tilovers for denne nye film. Jeppesen indledte sin bedømmelse ved at bemærke, at værket altid er mere interessant end kunstneren, hvilket denne film bekræftede. Så fik han indskudt, at Jørgen Leth som kunstner jo rangerede oppe blandt Dreyer og Von Trier, hvilket fik mig på sporet af, hvor snobbet han i virkeligheden var. Det passer meget godt med mit indtryk af hans arbejdsplads, Ekstrabladet, som også har slået mig som et sted hvor man er begejstret for finkulturen, forudsat at det uomtvisteligt er acceperet af etablisssementet (hvad så end det er). Det er mao. rent snobberi for de "rigtige meninger", og det er efter min mening dødsygt og aldeles uinteressant. Lad mig lige uddybe lidt hvad det er jeg hæfter mig ved, ved Jeppesens udtalelse. At nævne Leth, Dreyer og Von Trier i sammenhæng er jo ikke andet end namedropping, ved det at de jo ikke har meget andet tilfælles end at de er filminstruktører. Det handler for Jeppesen bare om at rangordne de "største", og da hans valg samtidigt er himmelråbende banale, så bliver det ikke andet end en understregning af, at han kender og håndhæver den "rigtige mening". Ligesom Ekstrabladet.

Temmeligt hurtigt kom diskussion til at dreje sig mere om personen Jørgen Leth end om den film, de tre dommere var sat til at bedømme. Ivar Gjørup, som jeg i forvejen er fan af pga. af hans serie i Politiken, gik til min fryd i flæsket på det, som er blevet beskrevet som den bølge af nypuritanisme, der har rejst sig i det danske samfund. Jeg kan ikke huske hvilket ord han brugte, om det var "ulidenskablighed" eller "ulyst", men jeg synes han fik beskrevet det meget godt og præcist. Bjarup Riis tilkendegav, at hun, før hun så filmen havde haft en anti-Leth holdning (hvilket straks gjorde mig på vagt), men at hun efter at have set den nu nærmere så ham som en stakkel. Hmm. Det vidste jeg ikke helt hvad jeg skulle mene om. Hvad mente hun med det? Var det oprigtigt, eller var det ment på en overbærende måde? Det var ikke helt til at sige umiddelbart, men så sagde Gjørup noget, der fik hende op af stolen. Han beskrev hvordan disse nypuritanske tendenser i tiden altid resulterede i krav om mere lovgivning, hvilket han syntes var forfærdeligt. Jeg tænkte, at det var et godt synspunkt, som jeg ikke selv havde overvejet, men som det var svært at være uenig i. Men så bød Bjarup Riis ind og tilkendegav, at hun var tilhænger af, at man indførte et forbud mod mænds besøg hos/anvendelse af prostituerede, i stil med det svenske. Selvom det synspunkt for mange måske ikke er så kontroversielt, så kom det lige i kølvandet på Gjørups absolut fornuftige fremstilling af, hvorfor man *ikke* skal ty til lovgivning for at løse disse "problemer", og det fik mig uvilkårligt til at tænke, at hun da måtte være tungnem eller noget i den retning. Det skal her nok præciseres, at snakken forud for dette gik på, det forhold at den 17-årige tahitianske pige, som Leth havde et seksuelt forhold til, stod i et økonomisk afhængighedsforhold til ham, idet hendes mor var ansat af ham som kok. Jeg synes måske nok, at der er et ikke ubetydeligt spring derfra til spørgsmålet om ulovliggørelse af prostitution, idet det sidstnævnte så vidt jeg ved primært handler om at finde en løsning på problemet med international menneskehandel og den ufrivillige prostitution der foregår i forbindelse hermed. Jeg ved godt, at visse feminister vil hævde, at al prostition er ufrivillig, og at man ikke kan skelne mellem den ene og den anden slags, men det er efter min mening noget vrøvl. Det kan godt være at at der ikke er nogen der drømmer om at blive prostiturerede, men det er ikke anderledes end andre lavstatuserhverv for såvidt at man ikke er tvunget til at udføre det. Jeg tager stærk afstand fra denne formynderiske tankegang, at voksne mennesker skal fratages retten til at bestemme over deres egen krop, fordi en flok feminister væmmes over selve tanken ved at forestille sig selv i samme situation. Men det var altså denne debat, som Bjarup Riis fik bragt på banen, sådan lidt ud af det blå. Gjørup forfægtede sit synspunkt om, at man ikke skulle bruge lovgivningen i denne sag, til hvilket Bjarup Riis replicerede noget i retning af: "Jamen, skal mænd så bare have lov at tænke med pikken!?" Selvom jeg ikke helt var klar over, hvor hun ville hen med det, fik jeg lyst til at råbe: "Ja, for fanden! Hvad er der i vejen med det?" Pikke er da ikke onde, selvom jeg har et stort antal feminister mistænkt for at mene, at de er. Når jeg tænker over det, så forekommer det mig, at den femistiske sag i store henseender gå ud på at regulere den mandlige seksualtitet indtil de bestemmer over den. Måske er det kønnenes kamp om monopol på at bestemme hvornår og med hvem vi skal bolle?

Videre. Det næste, smagsdommerne skulle tage stilling til, var romanen "Lasermanden". Det er for såvidt uinteressant at komme næremere ind på, hvad den handler om. Alle dommerne var enige om at den stank, om end de havde forskellige måde at udtrykke det på. Gjørup var humoristisk i sin måde at spidde den på. Han læste en passage op, som vitterligt var lattervækkende i sin anvendelse af klicheer. Jeppesen fik indskudt, at han havde ringet til Adrian Hughes efter 50 sider og meddelt at han nægtede at læse den færdig, fordi han var ved at "brække sig". Han sagde det nærmest som om det var en udfordring, hvilket jo var lidt mærkeligt i betragtning af, at de to andre jo allerede havde tilkendegivet, at de ikke brød sig om bogen. Det var i øvrigt morsomt, at han så alligevel læste bogen færdig, da han fik besked på dette af Adrian Hughes. Eller: Jeg ved ikke om det virkeligt er morsomt, men jeg havde på dette tidspunkt fattet en voldsom antipati for manden, hvis mening jeg fandt aldeles uinteressant og overflødig, på trods af den måde han pustede sig op.

Det sidste kulturelle tilbud, som panelet var blevet sat til at bedømme, var udstillingen på Aros i Aarhus af kunstneren Poul McCarthy. Ivar Gjørup var skeptisk, men ville ikke rigtig ud med sproget. Begge de to andre var begejstrede. Bjarup Riis, som åbenbart er billedkunstner tillige med skuespiller, blev tilskrevet at have en særligt kvalificeret mening, selvom jeg ikke helt forstod hvorfor det nu skulle være tilfældet. Jeg hæftede mig ved, at hun på den ene side var vild med en installation, som havde voldsomme, seksuelt eksplicitte videoer, og på den anden side var tæt på at ville forbyde ikke alene prostitution, men også pornografi tidligere i udsendelsen. Det er ikke fordi jeg ikke kan se en forskel på de to ting (altså pornografi og installationskunst), som kunne bruges som argument for en skelnen, men i sidste ende kan det jo kun være et spørgsmål om forskel i æstetik. Jeg er ikke sikker på, at hun selv havde tænkt over dette. Jeppesen, som havde forholdt sig negativt til alle de andre emner, var nu pludselig meget positiv. Det viste sig, at han var en slags ekspert i netop denne kunstner, eller i hvert fald en kender. Der blev nu lagt op til, at han rigtigt skulle rulle sig ud med fine højpandede analyser, men af en eller anden grund blev det ikke rigtigt til noget. Det var som om, at han fik præstationsangst, nu hvor han ikke længere skulle forklare hvorfor noget var helt af helvede til. Jeg tillader mig at overfortolke lidt og påstå, at han simpelthen var bange for, at det han havde at sige ikke ville være fint og "rigtigt" nok. Derfor kom han ikke rigtig længere end til et løfte om, at han kunne sige en masse begavet, men at det ville blive frygtelig højpandet, hvis han gjorde.