Til kunstudstilling i H.C. Ørstedsparken

Da jeg sidst var i København, var jeg en tur i H.C. Ørstedsparken for at drikke nogle øl i anledning af en kammerats fødselsdag. Mens vi sad og nød solen, slog nogle mennesker et telt op lige ved siden af, hvor vi sad. Teltet var et helt almindeligt 2-3 personers kuppeltelt af den slags, man ser i tusindvis af på festivaler. Vi kom naturligvis til at snakke om det, og der var forskellige bud på, hvad det mon kunne være. Min kammerat, fødselsdagsbarnet, fortalte, at der sidste sommer havde camperet en gruppe hobos i parken i en længere periode. Det så det dog ikke ud til at være. Gruppen der satte teltet op bestod af unge mennesker, og da de samtidigt havde fået gang i et lille spritkøkken, var min egen formodning, at det måtte være backpackere, der ville spare en mønt på overnatning. Lidt senere fik vi dog svaret, da en køn, norsk pige fra gruppen kom hen og forklarede os, at teltet var et omrejsende kunstgalleri, og inviterede os til at besøge udstillingen. For at gøre det mere tiltrækkende (formoder jeg) kunne de omrejsende gallerister også byde på pandekager, som de tilberedte på deres spritkomfur. Ved et sammentræf forholdt det sig sådan, at en pige fra vores gruppe er uddannet kunsthistoriker, og hun var da også den første til at melde sig. Min nysgerrighed var også blevet vakt, så jeg sluttede trop med det samme. Der var ikke flere der meldte sig i første omgang, hvilket var godt det samme, da det var tvivlsomt, om der overhovedet var plads til mere en éen gæst i galleriet ad gangen, hvis ikke man skulle risikere at skade udstillingen. Vi fik dog mast os derind begge to, og den norske pige satte sig uden for indgangen for at fungere som rundviser.

De udstillede kunstværker bestod af en håndfuld indrammede miniaturebilledkunstværker, et broderi på inderseglet af teltet, en opstilling af små plastikfigurer, en lang liste med navne i et bundt og en mundharmonika. Både listen med navne og mundharmonikaen, viste det sig, hørte sammen med et par af de indrammede billedkunstværker. Mundharmonikaen var en del af det eneste værk, som vores guide, den norkse pige, selv havde lavet. Værket var en art tabulatur for mundharmonika, som var blevet hængt op og indrammet, og det var så meningen, at man som gæst skulle forsøge at spille melodien i rammen. Jeg forsøgte ikke selv, idet jeg har en smule angst overfor instrumenter, men medgæst gjorde. Hvis jeg skal fælde dom over værket, så må jeg tilstå, at det på mig mere virker som en pædagogisk leg end som et kunstværk. Jeg kan godt lide ideen om, at man som beskuer bliver udfordret og aktiveret, men jeg har samtidigt svært ved at se pointen.

Mens der blev pustet i mundharmonika, blev jeg sat ind i et af de andre værker, nemlig værket til hvilket den lange liste med navne hørte. Den anden del af værket, var en meget kortere, håndskrevet liste med navne, som var indrammet og hængt op. Jeg fik forklaret, at kunstneren ligeledes var norsk, og at den korte liste med navne var en liste over alle de mennesker, han kendte personligt i Oslo, som han kunne komme i tanke om. Der drejede sig, så vidt jeg husker, om ca. 60 personer. Den meget lange, maskinskrevne liste, var alle de navne på kendte personer, som han altså ikke kendte personligt, som han kunne komme i tanke om. Denne liste var på adskillige hundrede navne. Jeg synes ideen var sjov, og pointen var let at fatte. Jeg foreslog vores guide, at denne kunster skulle gøre det til sit livsprojekt at lære nok mennesker at kende i virkeligheden, sådan at den første liste endte med at blive den længste.

Vi fik også forklaret broderiet med verdenskortet. Det var startet, fik vi forklaret, med at en gruppe af kunsterne havde udfordret hinanden til i fællesskab at tegne et verdenskort, men uden hjælp fra nogen former for atlas eller kort. Det havde vist sig, at være meget svært, og det endelige resultat var meget langt fra "virkeligheden". Jeg forstod ikke helt, om det kort der var endt på inderseglet af teltet var en reproduktion af det første forsøg, eller om de havde forsøgt en gang mere, men ihvertfald var også dette kort ganske uperfekt. Jeg husker, at sydøstasien var ganske uden detaljer i kystlinjen, samt at grønland helt manglede. Jeg synes også, at denne idé var god, og pointen var let at fatte.

Udstillingen af de små plastikfigurer sagde mig ingenting, og det samme gjorde sig gældende for adskillige af de øvrige billedkunstværker. Et af dem, en indrammet krusedulle, gjorde mig direkte irriteret. Kun et enkelt værk bestående af tre indrammede artifakter, syntes jeg påkaldte sig en smule eftertanke. De tre artifakter var hhv. to fotografier og en æske tændstikker. De to fotos var begge af den samme man. På det ene står han foran en amerikanerbil (muligvis på en tankstation, men jeg kan huske galt), rank og smiler til kammeraet. Manden er omkring midaldrende, og billede ser ud til at være taget for en del år siden. På det andet billede ligger den samme herre slængt henover en seng i, hvad der ser ud til at være, et billigt hotelværelse. Han er fuld påklædt med skjorte og slips (dog har han smidt jakken), men han ligger og ser næsten æggende på kameraet. Mellem de to billeder hænger så tændstikspakken, som er en reklamepakke fra et motel eller hotel, og som de to fotografier ser den ud til at have nogle år på bagen. Vi fik forklaret af vores norske guide, at de tre artifakter alle var nogen, som kunstneren var kommet i besiddelse af ved et tilfælde, og at han således intet anede om manden på billedet. Pointen med værket er naturligvis den lille historie, som de tre ting danner tilsammen. Det er næsten umuligt ikke at skabe en fotælling i sit eget hovede, der sammenkæder disse ting, og det synes jeg er godt lavet.

Da vi således havde fået studeret alle værkerne, var der intet andet for, end at træde ud i sollyset igen og gøre plads til de næste to gæster, som begge var fra vores oprindelige, lille fødselsdagsfest. Vi blev derpå budt på en pandekage hver, og fik en snak med vores guide om hele konceptet bag det omrejsende galleri. Det viste sig, at de ikke havde rejst så vidt endnu, men at de dagen før havde slået deres telt op på rådhuspladsen, og at de havde fundet ud af, at deres udstilling særligt var et hit blandt små børn (jeg overvejer, om det kan have noget med pandekagerene at gøre?). Derfor havde de besluttet at lægge vejen forbi nogle børnehaver på deres videre færd. De havde også været i Bergen i Norge, og var på et tidspunkt blevet mødt med spørgsmålet: "Er dette noget i tjener penge på?" Da de havde svaret nej, blev de spurgt: "Hvorfor gør i det så?" Jeg følte godt, at jeg forstod hvorfor denne samtale var absurd, men jeg tænkte samtidigt, at det havde været interessant, at få svaret på hvorfor de så gjorde det. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke spurgte. Måske var det fordi jeg gerne ville have, at de (eller i hverfald den kønne norske guide) kunne se, at jeg var på deres side, og var en af dem, så at sige, og at jeg kunne forstå, at man ikke behøvede andet end den kunsteriske nysgerrighed og skabertrang som begrundelse for at kaste sig ud i det de lavede. Men hvor meget jeg end har respekt for det de laver, så var der også en del af mig, der mente, at have gennemskuet dem på en måde, som de ikke selv havde. Når jeg tænker over det nu, så tror jeg at der er noget ved hele ideen om miniaturekunst, som jeg ikke kan lide. Jeg får den tanke, at de i højere grad leger kunstnere end at de er det. Og det var på en eller anden måde svært at tage deres identitet som kunstnere som andet end et postulat. Det jeg følte, jeg havde gennemskuet, var altså, at det hele ikke var meget mere end et forsøg på at gøre sig selv interessante...

På den anden side. Jeg respektere virkeligt, inderligt disse menneskers nysgerrighed. Som typer kan jeg virkeligt godt lide dem. Ved at påtage sig idetiteten som kunstner forsøger disse mennesker jo at tvinge sig selv til at opfatte verden på en anden måde end os andre. De forsøger af al magt at være originale, og selvom det sjældent lykkes for dem, så gør det dem alligevel mere interessante end så mange andre. Det der irritere mig til tider, er denne postulerede nødvendighed af de kreationer de frembringer. Det gælder sådan set ikke kun denne lille skare, men i høj grad også en stor del af de mere eller mindre etablerede navne. Jeg havde en snak med vores kunshistoriker om det. Jeg foreslog i et forsøg på at være provokerende, at alle billedkunstere i verden skulle holde op, og tage en pause på 100 år, og på den måde give billedkunsten en chance for at gøre sig selv nødvendig igen. Der er i mine øjne ikke brug for billedkunst nu om stunder til andet end at hænge op over sofaen og til at udsmykke virksomhedskantiner. Og begge disse formål er, efter min mening, kunstnerisk dybt kedsommelige. Eller? Måske er det i virkeligheden nok? Nu mere jeg tænker over det, nu mere føler jeg mig overbevist om, at billedkunstens fremmeste formål er, at hænge over sofaer og i virksomhedskantiner. Det er kunsten på museer og på gallerier, jeg har det svært med. Hele ideen om, at man tager på museum og vandrer tålmodigt rundt for med stirrende blikke at forsøge at fravriste forskellige bemalede lærreder deres dybere mening, når deres eneste mening er, at de skal se pæne ud på væggen i stuen.

(to be continued)